I denne artikel
Du ved præcis, hvad en kok, en tjener eller en flexmedarbejder koster i bruttoløn, arbejdsgiverbidrag og feriepenge. Det ene tal, der aldrig står som sin egen linje på en lønseddel, er den pension, du som arbejdsgiver skal lægge oveni — og det tal er ikke europæisk. Det er hollandsk, fransk, italiensk, irsk, polsk eller tysk, og det spænder fra bogstaveligt talt ingenting til næsten en tiendedel af bruttolønnen.
Dette er ikke en artikel om julegratialet (det har vi allerede dækket på siden her) eller om, hvordan en flexjob fungerer (det har vi også allerede dækket). Det er tallet, der ligger mellem de to, og som stort set ingen restaurantejer nogensinde har undersøgt: hvad en arbejdsgiver lovmæssigt eller via en overenskomst skylder i pension til en medarbejder i restaurationsbranchen — og hvor vildt det beløb ændrer sig, i det øjeblik man kigger over grænsen.
Den forskel er ikke lille. I Holland har en arbejdsgiver i restaurationsbranchen siden 1. januar 2026 betalt et obligatorisk branchebidrag på 17,14% af den pensionsgivende løn, delt ligeligt mellem arbejdsgiver og medarbejder — altså 8,57% oven i hver bruttoløn, for hver eneste medarbejder i branchen. I Tyskland betaler en arbejdsgiver ingenting, medmindre en medarbejder udtrykkeligt beder om det. Mellem disse to yderpunkter ligger en hel række lande, hver med sin egen sats, sin egen tærskel og sine egne undtagelser.
Tre af disse ordninger er ovenikøbet splinternye. Det hollandske Pensioenfonds Horeca & Catering skiftede 1. januar 2026 til en helt ny bidragsstruktur. Irland fik samme dag sin første nogensinde obligatoriske arbejdsmarkedspension, My Future Fund. Og i Polen befinder PPK-ordningen sig midt i en bølge af masseframeldinger — deltagelsen svingede i begyndelsen af 2026 mellem blot 51,9% og et rekordhøjt 60,3%, afhængigt af hvilken måned man måler i.
Syv tal, i denne rækkefølge: hvad Hollands restaurationsbranche betaler under den nye ordning; hvad Frankrig kræver fra den allerførste optjente euro, uden nogen tærskel overhovedet; hvad Italiens TFR er, og hvorfor den betales fuldt ud af arbejdsgiveren; hvorfor Belgiens PC302-ordning udelukker præcis de medarbejdere, der dækker flest vagter; hvad Irlands splinternye My Future Fund koster i dag, og om ti år; hvor mange polske medarbejdere reelt bliver ved med at være med i PPK; og hvorfor en tysk arbejdsgiver ikke betaler noget, før nogen konkret beder om det.
Hvorfor stort set ingen nogensinde har undersøgt dette
Pension lyder som noget for store virksomheder med en HR-afdeling, ikke for en restaurant med otte ansatte. En overenskomsttekst med »anden søjle« i sig læses som noget, der gælder faste, fuldtidsansatte — og de fleste steder i restaurationsbranchen kører primært på flexmedarbejdere, studerende og deltidsansatte, så refleksen bliver: »det rammer ikke os«.
Problemet forbliver også usynligt, så længe ingen spørger ind til det. En branchefond opkræver typisk sit bidrag automatisk gennem lønadministrationen eller de sociale bidrag, uden at der nogensinde dukker en separat linje op med »17,14%« — det ligger gemt inde i den samlede lønomkostning. Det bliver først synligt, når man sammenligner den lønomkostning på tværs af lande, eller når en ny ordning (som Hollands skift 1. januar 2026, eller Irlands splinternye pligt) pludselig tilføjer en ny linje til lønsedlen.
Resten af denne artikel lægger sammen, hvad de fleste ejere aldrig har undersøgt: den præcise procentsats pr. land, hvem der tæller med, og hvem der udtrykkeligt ikke gør — og det tal, der overrasker de fleste: at den branche, der bygger mest på flexjobs, i Holland betaler mere end noget andet sted, mens den i Belgien udelukker præcis dem, der dækker flest timer.
Gratis guide Alt om at lede dit personale, i én guide Fra ansættelse til vagtplan — den komplette guide til at drive dit restaurantteam. Læs guiden7 tal, som de fleste steder aldrig har undersøgt
Hvert tal herunder kommer fra en offentliggjort kilde — en branchefond, en offentlig myndighed eller en officiel lovtekst — aldrig fra et gæt fra denne side. Dette er ikke skatte- eller juridisk rådgivning: præcise satser, tærskler og procedurer varierer fra land til land og ændrer sig over tid, så tjek altid de gældende regler i det land, hvor dit personale er ansat.
1. Holland: 8,57% arbejdsgiverandel, obligatorisk for hele branchen
Pensioenfonds Horeca & Catering skiftede 1. januar 2026 til en helt ny bidragsstruktur: 17,14% af den pensionsgivende løn (16,80% alderspension plus 0,34% efterladtepension), delt ligeligt mellem arbejdsgiver og medarbejder. Det betyder 8,57% oven i hver bruttoløn som arbejdsgiverandel — obligatorisk, for stort set alle medarbejdere i den hollandske restaurations- og cateringbranche, uanset virksomhedens størrelse.
Skiftet er mere end en satsjustering: fonden gik fra en ordning med en fast årlig optjeningsprocent til en bidragsordning, hvor bidraget opbygger en personlig pensionsformue, der vokser gennem investeringsafkast. For arbejdsgiveren ændrer der sig i praksis ikke meget i lønomkostningen — det beløb, der indbetales hver måned, forbliver i det væsentlige den samme procentsats.
Dette er det højeste tal i denne artikel, og det er ikke en undtagelse for store kæder: hvert eneste sted i den hollandske restaurationsbranche, fra enkeltmandsvirksomhed til kæde, betaler den samme 8,57%. Sammenlign det med tal 4 herunder — nøjagtig den samme branche, i et naboland, med en helt anden historie for præcis de medarbejdere, der dækker flest vagter.
Hvert fra sin egen, offentliggjorte kilde — tilsammen grunden til, at dette ikke er en »løs detalje«, man lige ordner undervejs.
Kilder: Pensioenfonds Horeca & Catering (bidragsordning 2026); Belgisk paritetisk udvalg 302 (branchespecifik pensionsplan, udelukkelse af flexjobs); Irsk regering — My Future Fund / Automatic Enrolment Retirement Savings Scheme; Italiensk civillovbog art. 2120 (TFR). Regler og beløb ændrer sig — tjek altid den gældende lovgivning i det land, hvor dit personale er ansat.
2. Frankrig: fra den allerførste euro, uden tærskel eller minimumstimer
Den franske supplerende pensionsordning AGIRC-ARRCO er obligatorisk for enhver medarbejder i den private sektor, fra den allerførste arbejdede euro — ingen mindsteløn, ingen minimumstimer, ingen aldersgrænse. Satsen for 2026 er 7,87% af lønnen op til 4.005 euro om måneden (Tranche 1), hvoraf arbejdsgiveren betaler 60% — omkring 4,72% oven i bruttolønnen — mens medarbejderen dækker de resterende 40%.
Det princip om »fra den første euro« er præcis det, der adskiller AGIRC-ARRCO fra de fleste andre lande i denne artikel: hvor Irland og Polen (tal 5 og 6) først bliver obligatoriske over en indkomst- eller aldersgrænse, gælder det franske bidrag for enhver deltidsvagt, ethvert weekendjob, enhver studerende med en kontrakt på nogle få timer om ugen.
For en fransk restaurant, der læner sig op af deltids- og sæsonpersonale, betyder det, at pensionsbidraget aldrig kan planlægges væk ved at bruge korte kontrakter — modsat ordninger andre steder, der lader små eller midlertidige kontrakter slippe helt uden om.
3. Italien: 6,91% TFR, betalt fuldt ud af arbejdsgiveren
Italien opererer ikke med en klassisk pensionspræmie, men med Trattamento di Fine Rapporto (TFR) — en lovpligtig opsparingspulje på 6,91% af den årlige bruttoløn, som arbejdsgiveren hvert år lægger til side for hver medarbejder med en ansættelseskontrakt, uanset kontrakttype. I modsætning til Holland eller Frankrig bidrager medarbejderen her ikke med noget selv: hele de 6,91% betales af virksomheden.
TFR udbetales ved ansættelsesforholdets ophør, eller — hvis medarbejderen vælger det — overføres til en supplerende pensionskasse (previdenza complementare). Det opsparede beløb reguleres hvert år efter det italienske inflationsindeks (ISTAT), så det ikke bare ligger som dødt kapital.
For en italiensk restaurant er dette tallet, man aldrig må glemme i et tilbud eller en omkostningsberegning: de 6,91% ligger ikke inde i selve bruttolønnen — de kommer altid oveni, år efter år, for alle på lønningslisten, uden undtagelse for kort eller deltidsansættelse.
4. Belgien: 0% for den vagt, du reelt skal bemande i morgen
Belgiens paritetiske udvalg 302 (restaurationsbranchen) har ganske vist en supplerende brancheindsat pension, en anden søjle — men med en undtagelse, der vejer tungt: flexmedarbejdere, studerende, ekstrahjælp og vikarer har ikke ret til det branchespecifikke pensionsbidrag. Kun medarbejdere med en fast eller almindelig kontrakt opbygger den anden søjle-pension.
Det er ikke en marginal detalje — det er præcis, hvordan den belgiske restaurationsbranche kører i dag. Flexmedarbejdere får i stedet et løntillæg (det såkaldte »flexi-pensioensupplement«) oven i deres timeløn, men det opbygger ikke pensionskapital på samme måde som branchebidraget gør for fastansatte. For en virksomhed, der primært kører på flexmedarbejdere, studerende og ekstrahjælp — og det er der mange af i den belgiske restaurationsbranche — betyder det, at langt størstedelen af de arbejdede timer juridisk set opbygger ingen supplerende pension overhovedet.
Sæt det ved siden af tal 1 ovenfor: nøjagtig den samme branche, i nabolandet Holland, betaler 8,57% for alle. I Belgien er svaret for størstedelen af arbejdsstyrken: ingenting — medmindre man bevidst vælger faste kontrakter frem for flexjobs.
Arbejdsgiverandelen som procent af bruttolønnen, i dag, side om side.
Procentsatserne er arbejdsgiverandelen af bruttolønnen (eller for Italiens vedkommende hele TFR-byrden). En sats har ingen valuta — procentsatsen ændrer sig ikke med læserens land, kun det beløb, den giver anledning til.
5. Irland: 1,5% i dag, optrappet til 6% inden 2035
Irland fik 1. januar 2026 sin første nogensinde obligatoriske arbejdsmarkedspension: My Future Fund. Enhver medarbejder mellem 23 og 60 år, der tjener mere end 20.000 euro om året (samlet på tværs af alle arbejdsgivere), og som ikke allerede har en arbejdsgiverpension, bliver automatisk tilmeldt — medmindre vedkommende selv fravælger det.
Startbidraget er bevidst lavt: i de første tre år (2026-2028) betaler arbejdsgiveren 1,5%, medarbejderen 1,5%, og staten lægger 0,5% oveni — 3,5% i alt. Hver tredje år stiger det med 1,5 procentpoint pr. part, indtil det i 2035 ender på 6% fra arbejdsgiveren, 6% fra medarbejderen og 2% fra staten — 14% i alt.
For en irsk restaurant, der i dag budgetterer med 1,5%, er dette tallet, man allerede nu bør sætte ind i flerårsplanen: inden for ni år bærer den samme lønningsliste fire gange så stor en pensionsbyrde, uden at der nogensinde skal vedtages en ny lov — det ligger allerede fast i tidsplanen.
6. Polen: 1,5% obligatorisk — for dem, der ikke er meldt fra
Den polske PPK-ordning (Pracownicze Plany Kapitałowe) forpligter enhver arbejdsgiver til et bidrag på 1,5% af bruttolønnen, suppleret med et standardbidrag fra medarbejderen på 2% (kan sænkes til 0,5% for dem, der tjener mindre end 1,2 gange mindstelønnen). Staten lægger et engangsbeløb på 250 zloty og derefter årligt 240 zloty oveni, forudsat at minimumsbidragene er betalt.
Hagen sidder i deltagelsen, ikke i satsen: alle bliver automatisk tilmeldt, men man kan melde sig fra når som helst. I begyndelsen af 2026 svingede den reelle deltagelse mellem blot 51,9% og en rekordhøj 60,3%, afhængigt af måletidspunktet — med en tydeligt lavere deltagelse i den private sektor end i store virksomheder. Oven i det kræver loven en fuld gentilmeldingsrunde hvert fjerde år for alle, der tidligere har meldt sig fra.
For en polsk restaurant betyder det dobbelt administration: ikke bare at beregne og indbetale sin egen 1,5%, men også at gentilmelde alle tidligere frameldte hvert fjerde år — en cyklus, der vender tilbage, uanset hvor mange medarbejdere der reelt forbliver tilmeldt undervejs.
7. Tyskland: 0%, medmindre nogen konkret beder om det
Tyskland har hverken automatisk tilmelding eller et obligatorisk arbejdsgiverbidrag. En medarbejder har derimod den lovmæssige ret til at bede om Entgeltumwandlung — at omdanne en del af bruttolønnen til pensionsbidrag i stedet for at få den udbetalt som løn. I det øjeblik en medarbejder beder om det, er arbejdsgiveren forpligtet til at betale et tillæg på 15% oven i det omdannede bidrag, forudsat at arbejdsgiveren selv sparer sociale bidrag ved omdannelsen.
Resultatet: så længe ingen konkret beder om det, betaler en tysk restaurant strukturelt 0% til supplerende pension — et helt andet udgangspunkt end Holland, Frankrig eller endda Irland, hvor lovgiver selv ordner tilmeldingen.
For en tysk ejer er dette præcis den omvendte risiko af de andre seks tal: ikke »hvor meget skal jeg betale«, men »er jeg sikker på, at ingen i mit team nogensinde har bedt om Entgeltumwandlung, og har jeg i så fald behandlet det obligatoriske 15%-tillæg korrekt?« — et spørgsmål, der ofte først dukker op ved en lønrevision.
Hvad ville dette team reelt koste dig?
Hvert af de syv tal ovenfor er en procentsats — det bliver først et konkret beløb, når du sætter det op mod din egen lønningsliste. Denne beregner klarer den oversættelse: vælg et land, indtast dit antal ansatte og gennemsnitlig bruttoløn, og se med det samme, hvad arbejdsgiverbidraget ville være der.
Indtast dine egne tal. Værktøjet genberegner løbende og sammenligner automatisk dit resultat med, hvad det samme team ville koste ved den hollandske branchesats — loftet i denne artikel.
Beregn dit eget team
Indtast dine egne tal — resten regnes automatisk.
—
Dette er en regneøvelse med dine egne tal, ikke en regnskabsmæssig garanti eller juridisk rådgivning. Hvert land har sine egne tærskler, lofter og undtagelser, som dette værktøj forenkler — tjek den præcise ordning i det land, hvor dit personale er ansat, for den nøjagtige beregning.
Værktøjet regner med én fast sats pr. land — i virkeligheden kan tærskler (som Irlands 20.000 euro), aldersgrænser eller kontrakttype (som Belgiens udelukkelse af flexjobs) gøre beløbet helt anderledes for en del af dit team end for resten.
Det, værktøjet ikke måler: den administrative byrde, nogle ordninger lægger oveni procentsatsen — som Polens obligatoriske gentilmeldingsrunde hvert fjerde år, eller Tysklands krav om at beregne 15%-tillægget korrekt, i det øjeblik én medarbejder beder om Entgeltumwandlung.
Sådan tjekker du dette inden næste lønforhandling
Tre trin, i den rækkefølge de bør ske — inden næste lønforhandling, ikke bagefter.
1. Bed din egen branchefond eller lønadministrator om den præcise sats
- Bed din lønadministrator eller revisor udtrykkeligt om at oplyse, hvilken procentsats til supplerende pension der allerede i dag indgår i din lønomkostning — det tal fremgår sjældent som sin egen linje.
- Tjek hos din branchefond (som PC302 i Belgien eller Pensioenfonds Horeca & Catering i Holland), hvilke kontrakttyper der tæller med, og hvilke der ikke gør.
- Spørg specifikt ind til nylige ændringer — som det hollandske skifte 1. januar 2026 — der kan have ændret din lønomkostning, uden at du har lagt mærke til det.
2. Sæt procentsatsen ind i din egen flerårsbudget
- For ordninger med en fast optrapningsplan (som Irlands stigning frem til 2035), sæt de fremtidige procentsatser ind i budgettet allerede nu — stigningen er allerede lovmæssigt fastlagt.
- Regn beregneren ovenfor igennem med din egen bemanding, og sammenlign resultatet med det, du reelt betaler i dag.
- Hvis du bruger flexjobs eller kortvarige kontrakter, skal du udtrykkeligt tjekke, om de kontrakttyper falder ind under brancheordningen eller ej — den forskel kan ramme størstedelen af din lønningsliste.
3. Gentag dette hvert år, ikke bare én gang
- Branchebidrag ændrer sig årligt (som de franske AGIRC-ARRCO-satser) eller trinvis over nogle få år (som Irland) — sidste års sats siger ingenting om dette år.
- Hvis du ansætter personale over grænsen eller åbner et andet sted i et andet EU-land, skal du gentage hele denne tjekliste separat for det land — ingen sats i denne artikel kan overføres.
- Gem selv en kopi af den seneste officielle bekræftelse fra din branchefond — ikke kun din lønadministrators ord for, at »det stemmer«.
Det korte svar
Hvad et sted i restaurationsbranchen lovmæssigt eller via overenskomsten skylder i pension til personalet, er ikke ét europæisk tal — det spænder fra 0% i Tyskland (medmindre det bliver bedt om) til 8,57% arbejdsgiverandel i Holland, med Frankrig, Italien, Irland, Polen og Belgien, der hver har deres egen sats, tærskel og undtagelse imellem.
Tre af disse ordninger er ovenikøbet netop ændret: Holland skiftede 1. januar 2026 til en ny bidragsstruktur, Irland fik samme dag sin første nogensinde obligatoriske arbejdsmarkedspension, og deltagelsen i det polske PPK svinger i 2026 mellem knap halvdelen og over 60% af medarbejderne.
Rettelsen koster intet nyt system — bed din egen branchefond eller lønadministrator om den præcise sats, regn den igennem med værktøjet ovenfor, og sæt især de fremtidige stigninger (som Irlands forløb frem til 2035) ind i din flerårsbudget allerede nu, fremfor at vente til næste forhøjelse rammer.